Lavtflyvende Engle

Print side

Paradisfuglen

Solen flimrede gennem Æbletræets blomster, der sitrede i den blide brise som uafladeligt strømmede igennem Paradiset, og en stærk, krydret duft overdøvede alle de andre planter i styrke.

Eva lå under træet og sov. Alene. I søvne duvede en erotisk trang igennem hende, og hendes krop spændte sig en anelse mod den imaginære elsker … som ikke var Adam! I så fald kunne det jo kun være Vorherre selv, men den tanke var utænkelig, og den vovede hun heller ikke.

Hun fortalte ikke Adam om drømmen, som blev den første hemmelighed hun havde for ham.

Drømmen var ikke ny. I begyndelsen havde den blot fået hende til at række ud efter Adam, hvis de da ikke allerede lå filtret ind i hinanden eller i teske. Så behøvede hun blot at presse enden lidt ind mod ham, og halvt i søvne stak han deres bedste legetøj ind i hende, hvorefter drømmen fortonede sig så forbuden som efterårets røde æbler på træet.

Men efterhånden blev det natlige fantasibillede stærkere, og selvom Adam elskede hende 12 gange i træk og på alle de mest fantasifulde måder, som de efterhånden havde fundet frem til uden at brække hverken arme eller ben, nagede en udefinerlig længsel dybt inde i hende … som dog ikke nødvendigvis havde noget med erotik at gøre. Der var bare et eller andet der ikke stemte, men hun vidste ikke hvad det var…

Det krævede en gevaldig kraftanstrengelse at forfølge en tanke, og det gad hun ikke rigtigt. Det var så nemt at lade være.

Adam ville helst sove så langt væk fra Æbletræet som muligt, men et eller andet trak alle Evas sanser hen mod netop det træ. Og, det måtte Adam jo indrømme, den lille død, den eneste de kendte, clouet i elskoven, var særlig dejlig netop der.

Det syntes Eva også, men bagefter fyldtes hun af en pinagtig tomhed. Det skete sågar at hun vågnede om natten med tårer i øjnene og følte sig vemodig. Noget helt nyt. I timevis stirrede hun gennem tåresløret mod månens hvide opal, helt fortabt i mørkets ubegribelige og gådefulde stilhed. Så kom hun til at græde rigtigt.

Hvis Adam vågnede, kyssede han hendes tårer væk, men undrede sig hver gang over at de smagte salt ligesom hendes sved, og hvorfor mon Vorherre havde givet Eva evnen til at udskille den slags vand fra øjnene. I hvert fald i de mængder. Så ønskede Eva at han ikke var vågnet.

Adam fik kun tårer i øjnene når de rigtig havde skraldgrinet over et eller andet, men der var blevet langt mellem grinene på det sidste. De havde været til i et ukendt antal år, måske hundrede, måske tusinde. Tid er ikke noget tema i Paradiset, men evigt er meget, meget længe! Nu kneb det med at finde på nye gimmicks som de kunne more sig over, og der var ingen hjælp at hente hos Vorherre; for nok havde han uendeligt mange fine kvaliteter, men humor var så afgjort ikke en af dem.

> Til toppen af siden

Lavtflyvende Engle

En lummer efterårsdag engang i 1950erne flyver en eskadrille skytsengle hen over Europas storbyer.

Deres ansigter er stive og strimede og blødes ikke så let op til smil i dag. Denne gang har inspektionen været en ren tour de force selv for disse elendighedens routiniers. Hver enkelt har sit hyr med at destillere indtrykkene, inden den endelige rapport skal afleveres i de øverste gemakker til DKG, Den Kære Gud.

Samme orgelpunkt alle vegne. Grelle oplevelser overalt. De har stønnet over Brasiliens slumkvarterer og Afrikas sult, græmmet sig over Indiens kvælende fattigdom og rædslerne i Sovjets Gulag, hvor kvintessensen af det onde i menneskene for tiden arbejder med blændende virtuositet.

De har iagttaget nødens mest vulgære og kriminelle former og ærgret sig over menneskenes ringe evne til at tage imod deres hjælp. De har kærtegnet og nulret sjæle til den store guldmedalje, og bedre kundeservice skal man faktisk lede længe efter, men hvad nytter det dog alt sammen, når menneskene ikke ved deres eget bedste? Det er virkelig til at blive skruk af!

Tavse, men med hovederne fulde af skrig, glider de som hvide zeppeliner i langsomt tempo mod Paris i håbet om endelig at opleve noget rart og opmuntrende.

Selv DKG ler jo når han kigger ned i byernes by, og DKG's flyvende budbringere i særlig mission trænger alle til et godt, forløsende grin.

Den 2. verdenskrig for kun en halv snes år siden har også her tæret på land og folk, men på afstand ser de forfaldne bygninger i byens udkant ganske charmerende ud … armeen af kloakrotter lever jo relativt skjult … og englenes humør stiger en anelse.

Tsching-bum-derassasa! På et lille torv foran det lokale gendarmeri står et brandmandsorkester og trutter og slår, så det er en sand fryd. Uniformerne er så farvestrålende og guldtressede som kun et fransk brandmandsorkesters kan være det, men når man er vant til trompeters fanfarer, kunstfærdige madrigaler og harpers klang, er det nu ikke lige sagen. Flere af englene stikker da også et par fjerbundter i ørerne, så de slipper for at høre på den cirkusmusik.

De sætter farten endnu længere ned og drejer ind over city, nærmere betegnet Rue de Rivoli og Hallerne, men der er endnu tyst og stille. Paris’ mave, som en vis Zola[1] kaldte dem, lever først op i nat.[2]

En enkelt bleg hetære fra Rue Saint-Denis haster af sted med håndtasken trykket mod maven, og et par engle gør sig utænkelige tanker.

Området er stort med dunkle og mystiske passager, snævre korridorer, og labyrinter mørke som dybe brønde. Husene, der har stået der siden Arilds tid, er skæve og faldefærdige. Facaderne skaller og slår revner som havde de ikke set en malerkost siden de blev bygget.

Nede under tagene pågår en koncert i alle tonarter fra snorkende halse. Hallernes befolkning sover. Den garvede engel Immanuel kigger ned gennem tagene som en anden Gulliver og griner lidt. Det ligner termitboliger.

Etagerne fortsætter langt ned under jorden i kældre og gruber. Ingen ved mere hvor langt eller hvor dybt. I løbet af århundreder har beboerne muret utallige passager og gange til. Faren for at de overliggende etager skulle skride var for stor. Så flyttede ostehandleren sit varelager bestående af landets obligatoriske 387 ostearter et par kælderetager op og lod to og fem være lige.

Hist og pist iler en reveilleuse[3] op og ned ad trapperne og rusker i en og anden oste- eller kødsælger, der ligger stor og tung som en Michelinmand i sin seng. Telefoner er en sjældenhed her, og vækkeure høres ikke af Hallernes faste stok.

Nej, Hallerne skal ses om natten og i de tidlige morgentimer, så englene sætter kursen mod Saint Germain-des-pres, hvis ånd ikke mere er så klerikal som den var engang.

Ak ja, en og anden englebasse sukker ved tanken om hine svundne tider, hvor Benedectinerklosteret i Cluny bredte sig fra Saint-Cloud helt ned til Seinens bredder. Mægtigt, umådelig rigt og ikke engang afhængig af pariserbiskoppen, for Benedectinerordenen stod direkte under paven… og DKG selvfølgelig. Det var tider!

Området er desværre gledet DKG lidt af hænde siden revolutionen og dens ypperstepræster. Deres sprog var blodigt og voldeligt, hedenskabet vendte tilbage.

Mini-Gabriel, og han er ikke ærkeenglens søn, det er et øgenavn; han mener nemlig selv at han har lidt martyrdøden. Det er man ikke helt enig med ham i, sådan i stille englesind, men skidt pyt! En martyr mere eller mindre, det vrimler jo med dem. Og ”Mini” siger, hvad der kan siges om den sag...

> Til toppen af siden

Samleren

Samlere er et besynderligt folkefærd! Vist så…

Han bøjer hovedet med det kødløse grin, smider leen op på nakken og glider stille gennem hallerne med sin store kollektion.

En isnende stilhed slår ham i møde overalt… med undtagelse af de haller hvor de stærkeste skeletter, rengøringsholdet, går ham til hånde.

Det vælter ind med arbejde. Rengøringsholdet bliver udvidet i en uendelighed, men kan kun med nød og næppe følge med. Krige, epidemier, naturkatastrofer med meget andet forfærdeligt udvider kontinuerligt samlingen, også selvom han kun tager de bedste skeletter.

Brandofres knogler f. eks. har svært ved at brænde selv ved 350 graders varme, men de bliver skrøbelige som sukkerfigurer. Næh, han vil kun have de skeletter der holder.

I ankomsthallerne bliver hvert nyt eksemplar registreret og smukt arrangeret efter størrelse og art. Knoglerne bliver renset for alt hvad ormene ikke fik ædt. Og de er yderst effektive. Hjernen f.eks., porten til livet, klarer et kuld orme på små otte dage. Såmænd ja.

Når alt det ydre, som menneskene lægger så stor vægt på, er væk, pudses og poleres skeletterne til de er blanke og elfenbensfarvede.

Men i de haller kommer han kun hvis det absolut ikke kán være anderledes. Stilheden, den kolde stilhed, er hans musik.

Hallerne med de store samlinger er lufttomme og skinnende rene. Ikke så meget som en bitte orm, eller en af de mange fluer der slår følge med forrådnelsens tag-selv-bord, får adgang.

Rengøringsholdet er yderst effektivt.

Som hos enhver anden connaisseur ligger alt efter et bestemt system. Her trepaneringer, der pesten, canceren på første sal, gamle i stuen osv.

Af og til standser han foran et særligt fint eksemplar i samlingen, retter lidt på en finger eller et hoved. En sagte klik-klak-lyd følger bevægelsen, hvorefter stilheden vender tilbage i et gevaldigt sus.

Han står længe foran et nyt, fint eksemplar, en lille purk på 7-8 år. ”Gud tager de bedste til sig”, siger de religiøse deroppe. Han ved ikke rigtigt, men meget er han nu sluppet for den lille der. Rwanda? Bosnien? Palæstina?

Måske … og med rette … hører han vel til dem der i en metamorfose er genopstået som engel?

Han klaprer lidt ærgerligt med de læbeløse tænder. Måske skulle han engang iværksætte en statistik over hvem der forlod kroppen, inden han fik fat i den, og blev engel? Med hvide vinger, naturligvis. Ikke djævelens sorte flagermusvinger…

> Til toppen af siden

Sommerblæst

Efter en stønnende, solrig formiddag trak sorte, krøllede skyer op over Rungsted Havn. De stødte ind i hinanden, buldrede irriterede og sendte arrige, små stiklyn på kryds og tværs. Solen blegnede af ærgrelse, tabte skinnet på vandet og trak sig fornærmet tilbage til solsalene øverst i himlen.

- Hår! Hår! lo vindenes gud, Aeolos, larmende, - der fik jeg dig, du brændende sommerplage! Altid skal du vise dig. Altid ler folk, når de ser dig, men knotter over mig! Men nu skal I se løjer!

Han krummede sig sammen som en snegl, og mens han langsomt rettede sig op igen, fyldte han sig med al nordens vind … og det er den koldeste i hele verden … så kinderne bulede ud og lignede to røde Tivoli-balloner, hans øjne blev store som Mariekiks, og håret strittede i alle retninger.

Til sidst var han ved at revne, men så truttede han munden og pustede al blæsten ud over havnen, Rungsted skov, Superstore og Strandvejen med de mange biler, så menneskene der sad bag rattet, greb fastere om det og rullede bilruderne op.

Gardinerne blafrede i Margueriterutens luksusvillaer, og ivrige hænder smækkede de fint pudsede vinduer i.

En enkelt særling, der stadig tørrede sine lagener på et tørrestativ i haven, fik travlt med at hive det frisk duftende sengetøj ind. Og i Pinocchiohuset skubbede en gammel dame den tunge skydedør i med et suk. Solen vrissede over spradebassen Aiolos og lukkede døren til solsalene med et smæld. Den skulle ikke nyde noget!

Nede i havnen svajede skibene fra den ene side til den anden og slog sig ærgerligt i fortøjningerne som knagede og gav sig, udtørrede som de var af solen.

Stagene klaprede mod masterne, og alle hækflagene stod som nystrøgne, stivede servietter lige ud i luften.

De sidste sejlere ilede på kreppede bølger ind bag molernes sikre bolværk, fik sejlene ned i hast og strøg lidt hurtigere end de plejede ind i deres trygge båse.

Rumlende og truende jog skyerne efter hinanden ind over de soppende børn på stranden, som pludselig frøs og skyndte sig i tøjet med sand mellem både tæer og fingre.

Rønnebærtræerne foran havnens små forretninger stod som spændte buer og hagede sig fast til jorden med krumme rødder, mens de fint klippede kuppelkroner gik ud af facon, og bladene ængsteligt sitrede om deres pragt.

Kludebutikken fik travlt med at redde de mange udsalgsbluser, leggings og sejlersko som lå på et stort bord, og Proviantens is skilt røg ned og blæste larmende langt ind i passagen.

En flok måger lagde an til styrtdyk ned over skibene.

Flokkens leder, en drabelig krabat, strakte hals og fløj med seje vingeslag rundt i store kredse, mens den advarende skreg:

- Viiiiind! Viiiiind!

Og mågeungerne fra foråret, som endnu ikke var så dygtige til at holde balancen, flaksede nervøst med vingerne, så det dirrede i fjerspidserne, og fløj én luftetage lavere. I den blæst var det rart at have havnens pæle og molens rækværk inden for rækkevidde. Her satte de svageste sig da også hurtigt med hovedet mod vinden og vippede let i kroppen…

> Til toppen af siden

Bittersød chokolade

Gyngestolen rokker frem og tilbage, så gulvbrædderne knirker beklagende. Den gamle famler med stokken til den ligger som den skal på knæene. Så falder han til ro, gulvbrædderne tier, og stilheden kryber ind gennem alle nøglehullerne.

En hestesporvogn ramler forbi nede på gaden, og hestens hove klaprer mod stenbroen, men den gamle er for længst steget om i sit eget tågede univers og bemærker det ikke.

De blege, næsten farveløse pupiller hæfter sig timevis ved et fjernt punkt over træerne i Frederiksberg Have, som om forklaringen på verdensaltet venter ham der. Det gør den måske også. Desuden, med 96 år tør man vel overveje strabadserne ved rejsen til Kanaans land.

Hans øjne synes at svømme ud af øjenhulerne i et stadigt tåreflåd, som sørger han over denne verdens elendighed i almindelighed og måske sin egen i særdeleshed. Af og til samler der sig en dråbe på næsetippen. Den kunne hænge utroligt længe inden den faldt, syntes Line, hans voluminøse kone.

Hvad der virkelig foregår bag øjnenes røde, let udadvendte slimhinder, er der ingen der ved. Sikkert ikke ret meget. Hjernen er itu efter et slagtilfælde. Og dog? Af og til, når Line vender ryggen til ham, får hans øjne i et glimt samme vagtsomme udtryk som et rovdyrs der lurer på sit bytte.

En dag da Line, og kun guderne ved for hvilken gang, med megen møje og hørbart besvær er kommet ned på knæ for at samle stokken op, strækker han rystende den ene hånds knokkelmagre fingre frem mod hende. – Jamen Einar! udbryder hun måbende, men før hun er kommet sig af forbavselsen, river han med overraskende kraft stokken til sig og fikserer hende med et så hvast og udfordrende blik som beskylder han hende for at ville stjæle stokken. Så bliver øjnene tomme igen.

Med et suk, som synes at komme helt nede fra dybet af de store bryster, der næsten tager udsigten til den vognhjulsstore mave, får Line stablet sig på benene igen og sjosker svedende og prustende ud i køkkenet for at begynde på aftensmaden.

Dab-dab-dab. De hæleløse sutter, der er klippet op i siden for at give plads til knysterne, slubrer hen over gulvbræddernes brune fernis.

Der høres ikke en lyd fra gyngestolen.

Talen forlod ham samtidig med slagtilfældet, i hvert fald den forståelige. Andre legemsfunktioner trives derimod fortrinligt.

Indtagelsen af den daglige føde samt afgangen af samme er punktlig og upåklagelig. En ikke helt selvfølgelig ting for datidens Adam Homo, og slet ikke når de fire en halv snese vintre for længst er føget bort.

At spise er den eneste fornøjelse han har tilbage. Når han er mæt, har Line fred for gyngestolen til sulten vågner igen. Så bliver han urolig, klaprer med gebisset og brokker sig med grynte-lyde, mens han rokker så arrigt frem og tilbage at gulvbrædderne vånder sig. Særlig gebis lyden irriterer hende grænseløst, men hvis hun forsøger at rette på puden i ryggen for at distrahere ham, vrisser han ad hende og forsøger at skubbe hendes hånd væk.

Line lukker køkkendøren efter sig for at holde på varmen og ser med et kælent blik på det sorte komfur. Alteret. Trods besværet holder hun det så blankt at hun næsten kan spejle sig i det, og messingstangen til de våde viskestykker skinner som medaljerne på generalerne fra 1864.

Komfuret er Lines et og alt. Hun elsker lyden af ringene til gryderne når de klirrende glider på plads, og ilden som buldrer dernede når den har rigeligt at bide i.

Hun elsker den lune lugt i køkkenet, og varmen der endnu sidder i væggene når hun frysende kommer ud i sit revir om morgenen. Og synet af al kobbergrejet der hænger i kanonisk orden på væggen over alteret, får altid hendes triste morgenhumør til at stige.

Herude i sit blåmalede køkken er hun sikker. Her eksisterer tiden ikke. Og ingen ser hvor fed hun er.

Hun skutter sig med velbehag i komfurvarmen og glatter ned over forklædet med sine tykke, røde arbejdshænder.

Vielsesringen klippede hun af for mange herrens år siden. Den blev alt for lille og skar sig ind i flæsket, så fingeren blev blå og gjorde ondt.

Huden på hendes hænder er tør og sprukken med et lille sår på tommelfingeren helt nede ved negleroden. Det heler aldrig op, fordi hun altid sidder og piller i det. Hun smør vaseline på hver dag og dækker såret med et lille plaster, hvis det begynder at bløde…

> Til toppen af siden

Berlinerenglen

Teksten er på vej...

> Til toppen af siden