Anmeldelser

Print side

Læsetip:
Louise Bugge Laermann: Desdemonas Dans

En våd og sjappet aprilaften 1912 bliver et lille nyfødt barn efterladt i en københavnsk katolsk kirke. Hun bliver døbt Saron.

Så er starten gået til en roman om en ulykkelig kvindeskæbne.

Saron bliver i 7 års alderen ”reddet” af den barnløse enke Eleonora Bruun. De er begge ensomme mennesker, som mangler kærlighed og omsorg., men sammen skaber de en tålelig tilværelse.

Saron elsker at danse og snart bliver hun optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole. Dansen er hendes liv, men så kommer den flotte besiddende Alexander ind i Sarons liv og så tager historien en dramatisk vending. Romanen leverer et fint tidsbillede og den vrimler med sære og spøjse personligheder.

En velskrevet og vemodig historie om kærlighed, kunst, vold og død.

Suzanne Bang
Horsens Bibliotek

DANSK BIBLIOTEKS CENTER
Lektørudtalelse (5/38) 2 585 339 3 (A) nr. 92
Laermann, Louise Bugge: Desdemonas Dans / Louise Bugge Laermann. – Forlaget Amadeo. – 290 sider. – (Ondskabens labyrint: bind 1)

Det er den frygtelig triste historie om pigen Saron der bliver reddet fra sin fattige, jyske børnehjemstilværelse over til et liv som plejebarn hos en københavnsk enke fra det bedre borgerskab. Saron kommer på Det Kongelige Teaters balletskole og fremtiden tegner lykkelig. Den lille pige tørste efter kærlighed og omsorg, som enken gør sit bedste for at give hende, men da Saron så møder den flotte Alexander, lader hun sig til gengæld villigt omslutte af hans besiddertrang.

Vi er nu omkring 1930, og forfatteren leverer nogle fine, farverige og troværdige billeder af det københavnske liv. Saron overhørte alle advarselsklokker, da Alexanders jalousi viste sig for første gang. Han er ung en fejret sportshelt, men da det er slut går det hastigt ned ad bakke, og hans fysiske og moralske deroute går voldsomt ud over Saron.

Hun flygter og flytter ind i et herligt miljø i en ejendom med klubværelser. Da Alexander endelig finder hende, venter katastrofen. Sarons historie er ifølge forlaget virkelig, og bogen bind 1 i en serie, der angiveligt skal ”give et destillat af sidste århundrede”.

Forfatteren er kendt fra Constanze Mozart fra 2002, og hun kan fortælle en levene og spøjs historie. Det er bestemt ingen feel-good fortælling, men til læsere, der kan lide folkelivsskildringer og ikke går af vejen for noget dejligt sørgerligt.

Beth Høst

Desdemonas Dans
af Louise Bugge Laermann (Louise Bugge Laermann)

Saron bliver som ganske spæd efterladt i en kirke i Brande. Pater Tobias finder hende og sørger for, at hun bliver bragt til hospitalet og derefter til forskellige børnehjem, med henblik på familiepleje. Det bliver ikke helt nemt at finde et hjem til den lille behårede pige. De fleste syntes hun ligner en varulv.

Skæbnen bliver børnehjem. Hun var en stille pige uden tilknytning til de andre børn. I skolen deltog hun kun når hun blev spurgt. Drømte om verden udenfor. Den virkelige verden hvor alt var muligt. Hun vil være balletdanser. Aldrig giftes eller have børn. Hun ville ikke risikere, at skulle aflevere sine børn til et børnehjem.

Lykken smiler dog til hende ved et julespil, hvor hun spiller engel til trods for hun er sorthåret. Den blide advokat enkefrue Eleonora fra København vælger at tage hende i pleje. De har nogle rigtige gode år sammen, hvor hun lærer at spille klaver og tale fransk. Hun bliver kaldt skat og smuk, ord som der er aldrig nogle der har sagt til Saron før. Hun begynder, at betragte Eleonora som sin rigtige mor og bliver senere adopteret af hende.

Saron kommer på balletskolen og for at skaffe penge til det, må Eleonora sælge ud af antikviteter som hun og manden havde anskaffet sig.

Da Eleonora efter et langt og smertefuldt sygeleje dør, arver Saron bryllupsperlekæden og lille sum penge. Hun havde også selv sparet lidt sammen så hun kunne klarer sig.

Hun møder Alexander, som hun bliver forelsket i og senere gift med. Han er sportsmand og har ambitioner som hun selv. Det viser sig, at han lider af en sygelig jalousi, som tager overhånd, da han bliver varigt skadet. Han begynder at drikke og bliver væk i flere dage. Mishandlingerne bliver mere og mere voldelige. Til sidst må Saron gå under jorden for at beskytte sig mod sin mand.

Hun får et værelse i en stiftelse for ældre økonomisk dårligt stillede enkefruer. Enkefruerne tager Saron til sig. Forguder hende. Hun er en af deres. Men Alexander finder hende. Mishandler hende til ukendelighed. Hun bliver sindssyg og er i behandling i lang tid.

Desdemonas dans er en roman, som er trist og smertelig – ja, mere end smertelig; nærmeste umenneskelig. Man får gåsehud og åndedrætsbesvær af at læse den og alligevel er den ikke til at slippe. Tænk at livet kan være så grusomt. Bogen er skrevet i et godt sprog og der bliver ikke lagt fingre imellem.

Jeg glæder mig, men frygter også lidt den næste bog.

Kirsten Høier, bogforummet Rundt om bogen, Rundtombogen.dk

Desdemonas Dans
Ondskabens Labyrint, bind 1

Forfatteren til ”Constanze Mozart”, Louise Bugge Laermann, har skrevet en ny, fascinerende romanbiografi, Desdemonas Dans, som er den første i en trilogi med fællestitlen ”Ondskabens Labyrint”. Baletdanseren Sarons tragiske skæbne er faktuel, men tilføjes fiktionsportrætter og –handling. Desdemonas Dans er ikke kun, men også en roman om en voldsramt kvinde, skrevet med varme i indføling og en vis portion nådefuld humor, der bærer igenem, når virkeligheden bliver for grum.
Bogen udkom i august på Forlaget Amadeo, ISBN 87-990734 -0-4

Anne Mau i Bogomtaler i LOKKs Nyhedsbrev

Gurli Søbys Anmeldelse af Desdemonas Dans I Bogkassen, Albertslund Radio, den 23.09.05

Det er en krank kvindeskæbne som Louise Bugge Laermann fortæller om i Desdemonas Dans som er første bind i trilogien Ondskabens labyrint. Det er et drama der udspiller sig i perioden 1912-1943 og begynder i Ansgar Kirke i Bredgade. Der hører den 72-årige pater Tobias barnegråd fra skriftestolen hvor der ligger en lille pige med et eksotisk udseende. På dynen sidder en seddel med barnets navn: Saron. Pater Tobia tænker at det måske er et uægte barn som familien ikke vil kendes ved, og det var vist ret almindeligt på den tid. Pater Tobias døber Saron før hun forlader kirken og sendt til et børnehjem.

Det bliver til det første af flere børnehjem indtil hun som 6-årig ender på det værste af slagsen hos frøken Skuldelev. Frøken Skuldelev er en karikatur af en kvinde, men hun kan holde kadaverdisciplin af karat. Saron må indstille sig på at blive på børnehjemmet, for der er ingen der vil adoptere den fremmedartede pige. Men hun har en drøm om at blive balletdanserinde, så hun spørger frøken Skuldelev om hun må komme til optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters balletskole. Hun får naturligvis afslag, emnet er uddebateret, men Saron drømmer videre.

Så sker der det usædvanlige at hun til trods for at hun er sorthåret bliver valgt til at spille engel i det årlige julespil, opført til ære for den lille kreds af bedrestillede damer der uddeler julegaver til børnehjemmet. Og en af dem hun bliver ret betaget af Saron. Hun savner selskab efter sin mands død, så hun tager Saron med til København, og Børnehjemmet er mere end glade for at komme af med hende, så sparer de de penge.

Hendes mæcen,tante Eleonora, som Saron skal kalde sin nye plejemor, sørger for at hun kommer på Det Kongelige Teaters Balletskole, hun lærer hende fransk og at spille klaver, sådan rigtig gode manerer. Og børnehjemmet og frøken Skuldelev er næsten glemt.
Tante Eleonora var en gammel dame, så hun dør, men efterlader Saron en lille smule penge samt en meget kostbar perlekæde så hun kan klare sig.

Idel lykke, indtil hun møder Alexander. Gudeskønne, flotte Alexander. Elitegymnast fra Olderup Gymnastikhøjskole, og man må sige med både selvværd og potens i højsædet. Forfatteren beskriver ham detaljeret, og der vil jeg sige: læs selv. For jeg vil frem til mødet mellem ham og Saron. Det er nemlig kærlighed/besættelse ved første blik. Der er han jo, drømmeprinsen.

Saron har været med balletpigerne i Tivoli, men går hjem med Alexander. De andre pigers mening er at han er lig med en ”hjerneamputeret Casanova”, og det har de faktisk ret i, men det kan Saron ikke se, for ham skal det være, og jeg citerer: ”…en værdig elsker til første akt.” og det bliver som forfatteren videre udtrykker det: ”… en meget vellykket premiere.”

Alexander bliver til sin egen store overraskelse vild med Saron, og det bliver hende ulykke. Han er jaloux, og han vil have hun forlader teatret og tager sig af ham. Han forandrer sig til en erotisk perverteret partner, mishandler hende og bliver erotisk opstemt af mishandlingen.
Så sker der det at han bliver varigt skadet under en gymnastikopvisning og ikke mere kan tage på tourné. Og så begynder den egentlige deroute.

Mishandlingen bliver mere og mere avanceret, han begynder at drikke og bliver væk i dagevis. Saron vil skilles, men venter på at blive udnævnt til fast ansat danser, og så har hun så svært ved at acceptere at hun tog fejl af Alexander. Jeg vil lige sige om sproget i denne her bog, at man kalder en spade for en spade i beskrivelsen af Alexanders sprogbrug og af hans seksuelle udskejelser. Der lægger forfatteren ikke fingrene imellem.

Det lykkes Saron at slippe væk fra ham, hun får et værelse i en stiftelse med gamle enkefruer, som de vist hed på den tid, og forfatterens beskrivelse af disse gamle fine damer er helt ubetalelig og ramt lige på kornet. Jeg kan se dem for mig! Disse gamle, fallerede damer som gør alt for at holde på værdigheden efter mottoet, ”bo efter evne, klæde sig over evne og spise under evne,” så skal det nok gå.

De tager Saron under deres vinger og forguder hende. Er stolte af hende. Hun er ligesom en af deres. Og Saron nyder det. Nu hvor Alexander ikke mere er en trussel, kan hun helt koncentrere sig om sin dans. Men han finder hende selvfølgelig. Og da han finder hende mishandler, invalidere og skamfere han hende til ukendelighed. Så meget at Saron bliver sindssyg, og hun er lang, lang tid i behandling.

Og her kunne historien slutte, men Alexander skruer charmekanonerne i stilling og tager endnu engang teten: Han får af hospitalet lov til at tage Saron hjem. Alexanders mor flytter ind med penge og omsorg.

Saron tusser rundt i sin egen verden, og Alexander udnytter hende seksuelt, hun kan jo ikke rigtig reagere på noget, og så bliver hun gravid. Hun får lov til at føde datteren Jutta, fordi moren er jo i huset, og så skal man også tænke på den tid det var.

Vi er nået til midt i krigsårene, og jeg må nok sige at det med mørkelægning og mangel på alt synes jeg nok at forfatteren skøjter lige lovlig let hen over, men måske er det ikke hendes ærinde. Men i hvert fald, så får farmoren familien til at fungere, men hun dør da Jutta er ni år, og så går verden i sort. Alexander flytter til en lille uhumsk lejlighed. Saron registrerer jo intet, men Jutta går for lud og koldt vand mens hendes far turer rundt i byen på byens værtshuse. Den lille pige forsøger at tjene lidt penge på budpladser, men bliver selvfølgelig syg, har ikke nogen til at hjælpe sig og i panik vakler hun ud på gaden, besvimer og havner på Kommunehospitalet.

Jutta har det pragtfuldt på hospitalet, for første gang er der nogen der tager sig af hende, men hun bliver jo rask, og så bliver hun som sin mor anbragt på et børnehjem. Hun vil ikke være der og flygter flere gange, men efter sidste flugt bliver hun ikke fundet igen. Er hun død, eller er hun forsvundet i efterkrigstidens forvirring?

Denne bog er første bind af en trilogi, så der er håb om at Jutta dukker op i næste bind. Saron? Hendes slutskæbne vil jeg ikke røbe. Læs selv. Og det ville være en god ide. For det er jo ingen solstrålebog, Louise Bugge Laermann har skrevet. Det er et realistisk billede af den tids undertrykte kvinder, og en mand der kunne slippe af sted med hvad som helst uden repressalier. Dvs. Alexander får fire år for sin mishandling af Saron, men han kommer ud før bogen lukkes, så han kan fortsætte sit liv efter at have ødelagt et.

Forfatterens væsentligste grund til romanen har været at gøre opmærksom på de kvinder der bliver tævet og mishandlet af deres partner, men også for at forstå hvad der udløser mænds - her Alexanders - krav om total underkastelse. Er det usikkerhed? Er det angst? Men jeg tror såmænd også at Louise Bugge Laermann bare har villet skrive en god bog, og det har hun som sagt gjort i et saftigt sprog hvor en spade kaldes for en spade. Det er et hæsblæsende drama som jeg læste ud i en køre, og man kan slutte med den der berømte sætning: Det er synd for mennesket. Og det er det i hvert fald for Saron og Alexander. Saron kommer vi ikke til at høre mere til. Men Jutta? Måske…

Der er fodnoter, og personliste og der står bl.a. at Desdemona var Otellos elskede i Shakespeares drama af samme navn og at han kvalte Desdemona i et jalousi-anfald.

Bogen Desdemonas Dans af Louise Bugge Laermann er udkommet på Forlaget Amadeo. Den koster 298 kr.og er på 290 sider.

Forfatterens bemærkning til anmeldelsen:
Tak Gurli Søby for en fin anmeldelse. At jeg ”skøjter let hen over mørklægning og andre af besættelsesårenes mangler… ” skyldes ganske rigtigt at de ikke er mit ærinde i denne trilogiens første bog, men det er det til gengæld i den næste, Saltomortale, hvor handlingen udspiller sig mellem 1942 og 1945. Læs venligst på forlagets eller min egen website www.forlaget-amadeo.com eller www.louise-bugge-laermann.:

// I Saltomortale følger læser en af personerne fra Juttas verden, hendes lille veninde Laila. Bogens handling løber over en ganske kort periode, 1942-1945 og drejer sig også om at overleve om end på andre præmisser end for personerne i Desdemonas Dans. I Saltomortale kommer en familie i klemme mellem sin tyske fortid og danske nutid. Det handler om at være udenfor, om kølig distance, bagvaskelse, om at være mistænkt og ... Mere skal ikke røbes her.//

/Louise