Klip af anmeldelser

Print side

DANSK BIBLIOTEKS CENTER
Uddrag af lektørudtalelse.

En samling fortællinger fra Wolfgang og Constance Mozarts liv, der nærmest kan beskrives som drama-dokumentariske punktnedslag i personernes biografi. De er velskrevne, kan nydes som små noveller, og virker meget velfunderede i kildemateriale, foruden velillustrerede. Bogen kommer som en opfølgning på Constance Mozart (2002). Vi oplever en sekvens fra barndomshjemmet, hvor forældrene opdager 4-årige Wolfgangs første komposition. Vi følger Constanzes hemmelige hyrdetime med Wolfgang, hendes middagsselskaber, hendes hårde barnefødsler m.m. Forsiden prydes vittigt af en tandbørstende W.A. Mozart, et pudsigt stykke billedmanipulation. Lækkert papir og tryk, fin opsætning. Bogen slutter med "Noter i lommeformat" om mor'en Soliman og Mozarts interesse for frimurerne. Der er en leksikal personliste og en ganske omfattende litteraturliste. De nævnte eksempler er udmærket læsning, også som eksempler på den tids kvindeliv. Og så er det jo Mozart-år!

Anemette Schønberg Johnsen

Louise Bugge Laermann har efter sit livtag med Constanze Mozart i den biografiske roman af samme navn begået en lille bog, der, ganske vist stadig med Constance som identifikationsfigur, men går lidt mere på geniet Mozart. Som bekymret vordende far under en svær fødsel, eller med stift og parat lem under dynen mens han venter på, at hans elskede hustru Constanze – Stanzi som kalder hende – er færdig med at amme lille Carl, så hun kan hellige sig sin Wolferls behov… Hyggelæsning baseret på en blanding af fakta og veludviklet kvindelig intuition der bruger fantasien til at animere hvad vi ved om geniets hverdag i Wien.

Musikkritiker Thomas Michelsen,
Politiken

BOGKASSEN, ALBERTSLUND RADIO

Louise Bugge Laermann fik berettiget ros for romanbiografien Constance Mozart, bl.a. gav jeg her i Bogkassen bogen 10 Mozartkugler ud af ti mulige. Forfatteren er særdeles godt inde i emnet Mozart, hans familie og samtid, hun har researchet igennem mange år, og hun øser med begejstret hjerte sin viden ud til alle os Mozartelskere, der mæsker os med hans musik og næsten ikke kan få nok af beretningen om hans liv og levned. Og nu fortsætter Louise Bugge Laermann med at uddybe emnet Mozart. Hun har netop barslet med en bog, som hun giver titlen ”Syv splinter til en mosaik”. Syv splinter, ja, det er en samling på lidt mere end syv fortællinger, lidt mere end syv reportager fra Mozartfamiliens liv. De bygge på den kendte, veldokumenterede viden om familien, er i overvejende grad tro mod kildematerialet, men forfatteren giver begivenhederne liv, lader sin pegasus strække ud med fuldt udslåede fantasivinger, benytter sig af retten til den digteriske frihed, og lader os derved forstå, at sådan kunne begivenhederne have fundet sted, sådan kunne personerne have optrådt, sådan kunne de have tænkt, sådan kunne, kunne, kunne …

At iklæde personer, der levede for mere end 200 år siden, liv og mæle, bygger på et subjektivt valg, men vi lader os let besnære og indfange af Louise Bugge Laermanns udlægning.
Forfatteren sætter spotlyset på seks episoder fra Wolfgangs barndom, ungdom- og voksenliv, og to episoder fra Constances næsten 10 års ophold i København.
Og så skal vi da heller ikke glemme, at Louise Bugge Laermann en tåget snevejrsaften har mødt Constance på Mozartsplads i Salzburg i 1989, ”mere levende end tjeneren med sin dampende chokolade på Café Glockenspiel.” Constance var på vej til kirke sammen med lillesøsteren Sophie, og det lykkedes at for Louise Laermann at få øjenkontakt med Constance, men pludselig var Constance og Sophie væk, sunket i jorden eller fløjet til himmels.

”Ja, sådan begyndte det!” skriver forfatteren – og jeg citerer: ”Og siden da har jeg været hooked på de kaffebrune øjne, der tydeligvis ville sige mig noget, og som tilhørte den kvinder, der har ligget i armene på den lille, koparrede mandsling, som vi kalder geniet Mozart, og som ingen kunne nænne at sige noget ondt om, idet hans musik ligesom giver ham fuld absolution for næsten hvad som helst. ” Citat slut.

I den første reportage åbner forfatteren døren for os til lejligheden på 3. sal i Salzburgs Getreidegasse nr. 9. Året er 1760, og den 4-årige Wolfgang sidder ved skrivebordet indsmurt i blæk i ansigtet og på hænderne. Han er ved at færdiggøre førstesatsen af en klaverkoncert. Historien bygger på et brev, som familiens ven, hoftrompetisten Andreas Schachtner skrev til Mozarts søster Nannerl et stykke tid efter Wolfgangs død.

I næste reportage er han blevet 21 år ældre, er flyttet ind på et værelse på Graben, hvor han træffer den jødiske familie Arnstein og betages af den unge Fanny Arnstein, der holder salon for frisindede personligheder.

Senere er vi på besøg i Schülerstrasse nr. 846, i dag er adressen Domgasse nr. 8, kaldet Figarohuset, som i dag er særdeles velbesøgt. Og vi er der i den periode hvor Papa Leopold besøger familien, og hvor han ved en festaften 4. april lapper nogle ord i sig, som kom fra tidens vel nok mest agtede og fejrede komponist, Joseph Haydn, der betror Papa Leopold at ”Jeg siger Dem for Gud som en ærlig mand: Deres søn er den største komponist, jeg personligt har kendt eller bare hørt om. Hans æstetiske sans er mageløs, og derudover råder han over den størst tænkelige kompositoriske videnskab.”

I slutningen af december 1787 ligger Constance igen i barselsseng, familien venter det 4. barn, vi er med til fødslen, altså ikke i selv barselsstuen, men i værelset ved siden af, hvor Mozart går hvileløs op og ned ad gulvet. Det bliver en lille pige, Theresa, men heller ikke hende får de lov til at beholde. Hun dør kun et halvt år gammel.

Hvem moren Angelo Soliman var, hvem den københavnske frøken Jeanette var, hvordan Wolfgang Amadeus Mozart den yngre mistede sin hund i København, det skal ikke afsløres her, det har man som læser til gode.

Louise Bugge Laermanns bog ”Syv Splinter til en mosaik” er velillustreret med en leksikal personliste og et miniportræt af Angelo Soliman. Og så bliver man klogere på tidens kortspil, frimurerlogerne og Mozarts medicin.

Kejserens ”Bravo Mozart” lød med fistelstemme og svingende trekantet hat ved flere af de koncerter kejseren overværede, måske også ved en koncert i Mehlgrube i året 1785, da papa Leopold for første og eneste gang besøgte familien Mozart i Schülerstrasse, og med største fornøjelse overværede sønnens triumfer. ”Bravo Mozart” er en særdeles velfortjent hyldest, og lad mig slutte min omtale af Louise Bugge Laermanns bog, ”Syv splinter til en mosaik” med et ”Bravo Laermann!”

Flemming Dam-Jensen, Bogkassen,
Albertslund Radio. September 2006