Artikel fra "Den klassiske musiks venner" januar 2006, skrevet af organist Per Günther, leder af støtteforeningen ESBJERG INTERNATIONALE CHAMBER MUSIC FESTIVAL. Se www.eicmf.dk for i år. Vi kender hende ellers kun som Mozarts kone

Print side

For et par måneder siden var min kone og jeg i København hvor vi bl.a. gik i ”H. C. Andersens fodspor” (de hvide fodaftryk på fortovene) rundt i den gamle midtby, og hvad ser vi så? På hjørnehuset Lavendelstræde-Hestemøllestræde er der på muren opsat et skilt som fortæller, at her boede i årene 1812 til 1820 Constanze Mozart. Tænk at stå der og se op på 1. sals hjørnevindue hvor Constanze har siddet og betragtet datidens gadeliv – måske har hun set et glimt af H. C. Andersen uden i øvrigt at vide hvad han skulle blive til. Constanze kender vi jo ellers kun som Mozarts kone, ikke mindst fra Milos Formans film ”Amadeus”, men hvad der blev af hende efter Mozarts død efter kun ni års hektisk ægteskab, kender vi ikke meget til, og hvad med deres børn? Det blev jeg da nysgerrig efter at vide noget om, og tænk så var jeg så heldig at løbe lige ind i en bog om netop det emne, skrevet af den danske forfatterinde Louise Bugge Laermann. Bogen – en romanbiografi – udkom i 2002, og en anmelder skrev, at ud af 10 Mozartkugler ville han give den 10. Her fik jeg stillet en hel del af min nysgerrighed.

Constanze var født i Wiesental i 1762 som datter af sufflør og nodekopist Fridolin Weber, en forfader til komponisten Carl Maria von Weber. Mozart forelskede sig først i hendes storesøster Aloisia som dog ikke ville vide af ham, så det blev altså Constanze han ægtede den 4. August 1782 i Stephansdom i Wien. Det lyder så flot – Stephansdom – men det er nok foregået beskedent i et sidekapel. Af Constanzes og Wolfgangs brevveksling tyder meget på at de har haft det rigtigt godt sammen. Hun kalder ham ofte sin ”lille mand” – tænk, han var kun 1,50 m høj. De havde et ret så bramfrit sprog indbyrdes, og i brevene til hende kunne han finde på at underskrive sig som ”Edler von Sauschwanz”.

Bogen fortæller videre om Constanzes liv efter Mozart død hvor hun i Wien mødte den danske legationssekretær Nikolaus Nissen med hvem hun giftede sig og flyttede til Danmark. Det har nok været noget af et sjok for Constanze at komme til København med al dens stank og uhumskhed – en stor del af byen lå jo også i ruiner efter englændernes bombardement få år forinden, og befolkningen klumpede sig sammen så godt den kunne inden for byens snævre murer. Få gader fra deres hjem i Lavendelstræde 1 stod byens kag, hvor man jævnlig torturerede og ofte også henrettede folk. Den slags var i Wien ophørt flere år tidligere. I Danmark kalder man perioden 1800-1850 for Guldalderen, men musiklivet i staden har ikke kunnet måle sig med hvad Constanze og hendes mand kendte fra Wien. Til gengæld var snobberiet ret udbredt i det københavnske borgerskab, hvilket hun fik at føle. Man kan forestille sig hun har haft sproglige problemer – måske har hun af og til konversere med Weyse og Kulau, som begge var fra Tyskland.

Kuhlau var vist en sær snegl som ikke bevægede sig meget i selskabslivet, men både Weyse og synge-kapelmester og direktør for Det kgl. Teater Giuseppe Siboni har hun mødt i Friederike Bruns ”Salon” på Sophienholm, hvor der jævnligt blev holdt musikalske soiréer. Constanze har i høj grad værdsat Weyses spil hvad vi kan se i et brev hun skriver til ham tre år efter de atter var flyttet syd på. Her skriver hun bl.a.: ”Efter Mozart kan kun en Weyse gøre mig tilpas”. Bogen fortæller også om selskabelig omgang med Kamma og Knud Lyne Rahbek i Bakkehuset. I 1819 havde de besøg af Constanzes og Wolfgangs yngste søn Franz Xaver som gav koncert i Det kgl. Teater den 29. september med sin fars og egne klaverværker. Det var en stor glæde for Constanze, at hun og Nikolaus Nissen i 1820 atter rejste syd på, og efter besøg hos familiemedlemmer i bl.a. Altona, Augsburg og Milano slog sig ned i Salzburg hvor de arbejdede videre på den Mozartbiografi de havde påbegyndt i Danmark. I 1826 blev Constanze enke for anden gang og boede i sine sidste år i Salzburg. Hun blev efter datidens forhold en meget gammel dame, og i bogen omtales hvorledes hun i 1841 i Salzburg var med ved markeringen af 50 års dagen for Mozarts død. Selv døde hun året efter 80 år gammel.

I ægteskabet med Nikolaus Nissen var der ingen børn, men Constanze og Wolfgang fik seks børn hvoraf kun to sønner overlevede dem. Begge var musikere men opnåede aldrig at gøre sig virkelig bemærkede. Mest aktiv var Franz Xaver – Constanze kaldte ham Wovi – som både komponerede og var på flere koncertturnéer rundt i Europa. Den syv år ældre Carl Thomas fik en datter uden for ægteskabet som blev døbt Constanze, men hun døde som barn af kopper. Der er således ingen af os der kan gøre os forhåbninger om at nedstamme fra Wolfgang Amadeus Mozart.

14 år efter Canstanzes død fejrede man 100 året for Mozarts fødsel, og i de efterfølgende år har man ikke forsømt nogen lejlighed til at hædre denne lille mand med det store talent. I år fejrer verden 250 året for hans fødsel, og det kommer bestemt heller ikke til at gå stille af. I Esbjerg markeres begivenheden bl.a. med ”MOZARTFEST 250 ÅR” i dagene 27.-29. januar, hvor Esbjerg Ensemble i samarbejde med Vestjysk Musikkonservatorium og Esbjerg Musikforening afholder hele syv koncerter med Mozartmusik, og i tiden 25. august til 3. september har vi den årlige Esbjerg Internationale Chamber Music Festival, hvor vi skal opleve Mozart på verdensniveau.

Vi ved at både Wolfgang og Constanze gennem hele deres ægteskab måtte kæmpede mod kreditorer, så det er da tankevækkende, at huset Lavendelstræde 1 i dag rummer Byrettens Fogedafdeling.

Per Günther

Louise Bugge Laermann: ”Constanze Mozart” FORLAGET AMADEO.
Forlaget udgiver desuden følgende Mozartbøger: ”Syv Splinter til en Mosaik” (juni 2006), ”Madame Mutter” (efteråret 2007) og ”Vidunderbarnet der gik i frø” (foråret 2008)