Morgenavisen Jyllandsposten, Musikhistorie April 1994 Vidunderbarnet der gik i frø af forfatteren Louise Bugge Laermann

Print side

Salzburg
Den maleriske St. Petri kirkegård, der ligger klinet op ad Mönchbjerget, er mennesketom. Oven jorde i hvert fald. Jeg leder efter én bestemt grav: Anne Maria Mozart, kaldet Nannerl, søster til Wolfgang Amadeus Mozart.

Ingen neonskilte viser vej, ingen kiosk med Mozartkugler og souvenirs, heldigvis da. Endelig, der ligger hun, vidunderbarnet, der i samfulde 78 lange år krummede sig sammen bag mændene i sit liv. Først brormand, så farmand, siden ægtemand.

Hun har været meget vred siden hun ikke ville ligge på Sct. Sebastian-kirkegården hvor hendes far, Leopold, og ikke mindst hendes højtelskede datter, Jeanette, lå begravet!
Constanze, Mozarts enke, havde ladet opstille et pompøst monument, der mest af alt lignede en bautasten, over sin anden mand, Georg Nikolaus Nissen. Stenkolossen fik de beskedne gravskilte med Leopolds og Jeanettes navne til at se noget pjevsede ud. Det var en lidt malplaceret - og sen hævn.

I dag ved vi, at årsagen til Constanzes ”tak for sidst” - en del af den i hvert fald - skyldtes en række fejlfortolkninger af lidt for emsige Mozart-forskere.

Tidens kvindesyn
Nannerl blev født i 1754 af moderne forældre, der opdragede pigen efter den spirende oplysningstid idealer - sådan da. Personligt ansvar uden direkte tvang, hed devisen. Virkeligheden så anderledes ud!

Det er i dag uhyre svært at sætte sig ind i det 17. og 18. århundredes katolsk styrede opfattelse af kvinden. Den bibelske Eva var forførerinden der som straf måtte underordne sig manden. Ubetinget lydighed over for faderen såvel som ægtemanden var både kirkeligt, litterært og retsmæssigt slået fast med syvtommersøm. Til gengæld havde Vorherre været så venlig at give alle følgende Eva’er en særlig veludviklet evne til ”at lide”. Et ganske smart naturtalent!

Dertil kom at kvindens ”renhed” var en hellig værdi, og lovgivningen bød på barske straffe over for såvel den udydige jomfru som den utro hustru. Den utro ægtemand slap med en bøde og et smørret smil.

Kvinder betragtedes som åndelige muldvarpe. En ”lærd kvinde” var et skælsord. Striden rasede for og imod lærde kvinder. Mænd som Voltaire var selvfølgelig for, mens modstanderne betegnede de lærde kvinder som ”monstrum naturae”, en mandlig sjæl i et kvindeligt legeme. Dannelse over et vist niveau var direkte skadeligt for unge piger. ”Den som intet ved, må tro alt.” Clou’et var intet at vide!

I broderens skygge
I 1756 så Wolfgang Amadeus Mozart verdens lys, og drengebørn var nu en helt anden snak. Det var faderen, Leopold Mozart, der selv var vicekapelmester, magtpåliggende at lillebror fik en uddannelse der stræbte mod en fast stilling som hofkapelmester. Dette indebar, at sønnen mestrede flere instrumenter og frem for alt den svære kunst at komponere.
Der er derimod intet der tyder på at Nannerl modtog andet end en ganske ordinær form for undervisning i komposition. Hvorfor hun først som syvårig fik klaverundervisning, det ved vi ikke. Da hun var flink til at strikke, kniple og sy, har det vel fået forrang. Men det var sent i forhold til lillebror der allerede som seksårig komponerede på livet løs og ”legede” dagen lang med sit spil.

Nannerls klaverspil skulle primært forbedre hendes chancer på ægteskabsmarkedet, og skulle det gå så galt - det det stod på livets katastrofeliste lige efter sygdom og død og med god grund - at hun ikke blev gift, kunne hun hutle sig igennem med klaverundervisning. Alternativet, et job som kammerpige, var en social deroute.

Alligevel danner der sig et billede af Wolfgang og Nannerl som to raketter der fulgtes et langt stykke på deres vej mod himlen hvorefter den ene spruttende og lysende susede videre mod stjernerne, mens den anden klagende fusede ud undervejs.

Mesterlig musiker
Nannerl viste hurtigt at hun duede til langt mere end selskabelig klimpren i familiens skød. Fra 1762 drog Leopold med kone og børn på lange rejser til de forskellige hoffer. Nannerl var 11 år gammel og Wolfgang næsten syv. Begge børnene vakte overalt stor opmærksomhed. Alligevel tillod Leopold ikke sin datter at spille på slot Nymphenburg. Hun fik dog revanche få dage efter da kurfyrsten forlangte at høre hende, og han var vildt begejstret. ”Nannerl spillede med den største applaus såvel hos kurfyrsten som hos hertugen,” refererede Leopold stolt i et brev til vennen Hagenauer.

I Augsburgeravisen var man fuld af imponeret ros: ”Forestil Dem et pigebarn på 12 år, som mestrer de sværeste sonater og koncerter på clavecin eller flygel med en næsten utænkelig lethed og med den bedste smag. Det må sandelig forundre mange” ”Smag” betød dengang og i den forbindelse følelse og indlevelse.

”Begge gør undere!” jublede Leopold. Også i Paris var pressen overdådig, ”Mine børn gør næste alle til narre,” lod Leopold Hagenaer vide.

Den 10. april 1764 gik turen til England. Familien var dybt imponeret over London og dens indbyggere. Børnene opnåede at spille hele to gange for kong Georg den 3. og hans dronning, Charlotte Sophie, der selv spillede klaver og sang.

I juni blev Leopold alvorligt syg og lod 22 messer læse for sig. Familien flyttede i syv uger til Chelsea. Børnene fik besked på ikke at støje, altså heller ikke spille klaver eller violin. I stedet for benyttede Wolfgang tiden til at komponere en symfoni med pauker og blæsere. Han bad Nannerl om at skrive den af og instrumentere den, hvilket hun klarede i en håndevending. ”Han bad mig give valdhornet noget at lave” bemærker hun i sine erindringer om ham.

Kun fem messer for Nannerl
Hjemrejsen gik over Haag hvor Nannerl blev dødssyg af tyfus, men Leopold bekostede kun 5 messer for sin datter! Vist er han bekymret og ked af det da hun får den sidste olie og det hellige sakramente, men lægger resigneret alt i Guds hånd. Ikke gnist af dyb fortvivlelse eller kampånd mod sygdommen. Da Wolfgang to år efter blev smittet af kopper fik piben en helt anden lyd!

Men Nannerl klarede krisen og kom langsomt til kræfter. Nu skal man ikke tro at forældrene holdt mindre af Nannerl end af Wolfgang, kvinder var blot mindre værd på den tid! De indtog en slags halvkolonial status som Nannerl forsøgte at indordne sig under hele livet.
Hun fik ikke men af sygdommen fremgår det af en skildring af baron Friedrich Melchior von Grimm (publicist og diplomat) om den nu 13årige pige. Han beskriver hende som værende af stor skønhed og hendes spil var det ”smukkeste og mest funklende … Snart vil denne verdens herskere strides om hvem af børnene de skal besøge … ” og et Hamburgerblad konkluderer at Nannerl ”behersker klaveret til fuldkommenhed.”

”Min pige er en af de dygtigste pianistinder i Europa” praler Leopold til vennen hjemme i Salzburg

Migræne
Hvorfor blev dette vidunderbarn så ikke til andet end spillelærerinde i Salzburg?
Hun var nu 16 år gammel og dermed giftefærdig. Nyhedseffekten som vidunderbarn var væk, og så var der ingen grund til at bekoste de dyre rejser på hende længere. Langsomt med sikkert gled Nannerl bagud af dansen.

Her begyndte hendes mange migræneanfald. Meget tyder på at de var psykosomatisk betingede. Mens livet først nu rigtigt begyndte for Wolfgang, havde Nannerl allerede lagt det mest farverige og ophidsende livsafsnit bag sig. Af brevskrivningen fremgår det at helt uden sværdslag affandt hun sig ikke med sin skæbne.

Samtidig begyndte Nannerl at komponere! Wolfgang takker med ros for den 12. menuet af Michael Haydn som hun har harmoniseret: ”Bassen har du uforligneligt komponeret og uden den mindste fejl.” Men Nannerl nøjedes ikke med at harmonisere, hun komponerede også selvstændigt. Wolfgang er imponeret: ”Jeg blev overrasket over at du kan komponere så skønt, med ét ord, din lied er smuk, du skulle tiere forsøge noget sådant.”
Ingen kommentar fra hendes far. Det har ikke interesseret Leopold at Nannerl også kunne komponere.

Sin fars husholderske
I 1777 rejste Wolfgang og hans mor til Paris. Leopold var knust, og Nannerl græd i dagevis. Migræne! Ikke blot måtte hun nu støtte og opmuntre sin nedslåede far, hun måtte også overtage morens del af husholdningen som krævede en gevaldig arbejdsindsats dengang, og samtidig underviste hun i klaverspil. Desuden tog Leopold tre musikerbørn til sig på kost, så Nannerl har haft nok at se til. Hendes dag begyndte klokken seks om morgenen og sluttede med tre timers klaverspil sammen med faren hver aften.

I 1778 døde moren i Paris. Wolfgangs helt nødvendige løsrivelsesproces fra sin far gik ind i en afsluttende fase, og Nannerl fungerede som en slags pufferstation mellem de to. Hun led voldsomt under divergenserne. Migræne!


Nannerls kærlighedsliv
Det skortede ikke på bejlere, men enten faldt de ikke i Nannerls smag eller, oftere, ikke i Leopolds! Den ihærdigste var Franz d’Ippold, og følelserne var givetvis gengældt. Men den gode Franz fik en kurv af - Leopold. Alligevel forblev de to mænd venner, og gennem Leopold kunne Franz sende hilsener og små gaver til Nannerl.

10 måneder efter var Nannerl gift med en anden mand! Selv Wolfgang var overrasket. Men Nannerl var 33 år gammel og så tydeligt skriften på væggen. Desuden havde forelskelsen i Franz vel nærmest gjort hende erotisk overparat. Den udvalgte havde den rigtige titel og stand, Johann Baptisk von Berchtold zu Sonnenburg, 48 år gammel, kredsdommer og forvalter i St. Gilgen hvor brylluppet stod i august 1784.

Kontraktligt var Nannerl berettiget til renterne af en vis sum som lommepenge, (nålepenge) og ”præmien” for mødommen var i Nannerls tilfælde sat til hele 500 fl. I kontrakten hedder det ordret: ”Morgengabe seu in praemium Virginitatis.” En regelret byttehandel. Finansiel sikkerhed og status for mødom og arbejdskraft.

Jammersminde
St. Gilgen lå der hvor kragerne havde madpakke med. For Nannerl, hvis behov for teaterbesøg, musiceren og omgang med ligesindede var nærmest livsvigtigt, føltes det som en form for åndelig selvlemlæstelse. ”Her ser ud som i Sibirien” klagede hun en vinterdag til sin far.. Besøgene i Salzburg var få fordi Berchtold kunne ikke fordrage at rejse. Desuden havde han god brug for hendes arbejdskraft derhjemme. Dèr ventede nemlig hele fem uvorne unger fra hans to tidligere ægteskaber.

I en intensiv korrespondance med Leopold, som blev Nannerls navlesnor til omverdenen, får vi et detaljeret billede af hendes liv i St. Gilgen. Og det blev ikke let. Specielt de ”onskabsfulde børn” som Leopold beskriver dem, tog næsten livet af hende. Migræne, migræne, migræne!
Hun var grådig efter kunstnerisk og intellektuel stimulation og trumfede et nyt klaver igennem. I betragtning af at Berchtold viste sig at være en fedtemås der slog Leopold med flere længder, må det opfatters som en sejr.

Nannerl forlangte også at føde sit første barn i Salzburg. Leopold var begejstret for han var ved at kede sig ihjel i det rungende tomme hus. Det blev en dreng, Leopoldus (1785). Leopold tilbød at tage sig af spædbarnet et stykke tid … Nannerl havde jo så meget at se til hjemme i St. Gilgen! Men i al hemmelighed planlagde Leopold at beholde barnet hos sig, og da den nybagte far havde rigeligt med børn derhjemme, var han ikke svær at overtale. Nannerl blev slet ikke spurgt!
Migræne!

Men den lille Leopoldus fik det godt hos sin bedstefar. Leopold kredsede om ham som en planet om solen, stadsede ham ud som i sin tid Wolfgang, og viste sande pædagogiske evner. Han havde tre barnepiger til at hjælpe sig, og den trofaste Franz d’Ippold kom daglig og legede med Nannerls søn. Det har vel smagt lidt af fugl.

De mange dødsfald
To år efter blev Leopold alvorligt syg og døde. Nannerl fik travlt med at rydde op. Det er nok gået lidt kaotisk for sig, for som hun senere husker, så blev mangen en komposition af både Leopolds og Wolfgangs ”smidt væk”!

I 1789 fødte Nannerl sin første datter som hun i sin ensomhed knyttede sig tæt til. Det næste barn fulgte hurtigt efter, atter en lille pige, men hun levede kun i fem måneder. Samtidig døde Nannerls trofaste ven og tilbeder Franz d’Ippold, og så kom det måske hårdeste slag, nyheden om Wolfgangs dødsfald i 1791.

Mon ikke erindringens tråde har hæftet sig ved deres ungdomsår under samme tag? På de hemmelige brevtjenester hvor Nannerl var postillon d’amour. På hans komiske breve som han nogle gange skrev på italiensk, nogle gange i et sprogmiskmask af latin, fransk, italiensk og tyske dialekter. På hans drillerier hvor han greb tilbage til et uudtømmeligt reservoir af øge- og kælenavne: Nannerl var hans ”dronning, hans canaglie, hans cara sorella mia, hans lunge, hans lever” osv. Han sendte hende ”hundrede trutkys eller smækkys på dit vidunderlige hesteansigt” og overgik sig selv i djærve udtryk som det nu var tidens smag. Og tankerne er naturligvis gået tilbage til de mange, mange timer hvor de musicerede sammen, enten hjemme eller i de ubændigt smukke omgivelser ved de fyrstelige hoffer hvor også hun, Nannerl, var genstand for alles beundring. Forståeligt at hun følte isolationen stærkere end nogen sinde før, ” … jeg lever helt afsondret fra verden …”

De famøse breve
Netop da fik Nannerl en ny livsopgave. Som Mozarts søster blev hun bedt om at redegøre for barne- og ungdomsårene med ham. Brevvekslingen kom i stand via ungdomsvennen Albert von Mölk hvis far havde været papa Leopolds gode ven.

Denne korrespondance indeholder kernen til den negative menneskelige vurdering af både Mozart og specielt af hans kone, Constanze, som er kolporteret fra generation til generation. Det drejer sig specielt om de sidste linier i Nannerls beretning … som det siden har vist sig slet ikke er skrevet af Nannerl, men Albert von Mölk! Det er da muligt at Nannerl mundtligt har givet lidt los for en gammel jalousi overfor den kvinde der løb af med hendes elskede bror, men udtalelserne passer ikke i Nannerls æreskodeks.

Det kunne Constanze jo ikke vide! Det er forståeligt at hun blev mere end stødt på manchetterne. At hendes elskede Mozart aldrig skulle være blevet til ”en mand”, at hun selv skulle have været en sjuskedorte i hjemmet, at hun ikke forstod hans kunst, at hun havde været mere end let på tråden osv. osv.

Da Berchtold døde i 1801, sendte Constanze en kondolenceskrivelse, og forbindelsen var derefter afbrudt i mange år.

De sidste år
Efter at være blevet enke, flyttede Nannerl så hurtigt som muligt tilbage til Salzburg. Men de sidste år blev svære for Nannerl. Først døde hendes elskede datter, Jeanette, kun 16 år gammel. Salzburg blev besat af 30.000 franske soldater og forfaldt stærkt. Hendes søn blev taget til fange i Wien og fik efter frigivelsen en tjenestemandsstilling uden for Salzburg. Nannerl så han sjældent. Hun underviste i klaverspil, men mistede langsomt synet og var som 76årig helt blind.

Under Constanzes og Nikolaus Nissens store udlandsrejse i 1824 besøgte de også Nannerl. Gammelt nag var glemt. Nannerl blev så begejstret for Nikolaus at hun overlod ham den samlede korrespondance mellem Mozart og hans familie hvilket blev grundlaget for al videre Mozartforskning.
Efter sin anden mands død bosatte Constanze sig også i Salzburg - få skridt fra Nannerl, og i de sidste år fandt svigerinderne frem til en urban omgangsmåde.

Constanze og Mozarts søn, Wowi, besøgte Nannerl flere gange til hendes store glæde. Hun så en slags reinkarnation af sin bror i nevøen, og mente endog at finde lighedspunkter i deres måde at spille på.

Nannerl døde i 1829. De hed sig at hun levede i dybeste nød, men efterlod sig en formue som var større end Nissens, og som bl.a. bestod af en van Dyck og en Rembrandt. Desuden smykker og sølvtøj i mængder.